Lidt om bueskydning

Bueskydning er en gammel sport der som så mange andre sportsgrene har sine rødder i jagt og krig!

Heldigvis bruges det nu til mere fredelige formål. Dog bruges buen stadig til jagt hvor Danmark er det eneste af de nordiske lande hvor det er tilladt.Der skydes med 3 forskellige buetyper: Langbuen, recurvebuen og conpoundbuen.

Langbuen er den ældste af buerne og har været anvendt lang tid før vores tidsregning. Den bruges stadigt flittigt og en del skytter bruger den for sjov pga udfordringen i at skyde uden sigtemidler. Herudover har mange den sidebeskæftigelse at lave sine egne buer.

Recurvebuen stammer fra Mongoliet hvor rytterne fandt på at bøje buebenene den ”forkerte” vej i den yderste del. Herved får buen et bedre kast, dvs den kan sende en pil hurtigere af sted og man kan derfor nøjes med en kortere bue der nemmere kan håndteres fra hesteryg.

Compoundbuen er en amerikansk opfindelse. Denne bue indeholder foruden strengen også et kabel og som begge sidder på et hjul – cam – i hver ende af buen. Dette giver en udveksling i buen som gør det muligt at holde strengen ved fuldt udtræk med meget mindre kraft – omkring 75% mindre – end buens trækvægt. Dette gør det muligt at holde buen længere og roligere og dermed få et bedre sigte.

Bueudstyr kan købes forskellige steder i Danmark og via internettet. Vi anbefaler dog at man først køber gennem en dansk forhandler hvor der kan fås den fornødne service inden man giver sig i kast med at bestille via nettet. I Vejle Bueskyttelaug råder vi over en del recurvebuer til udlån så man kan få prøvet det af inden man bestemmer sig for at købe eget udstyr. En recurvebue fås fra ca. 1.500 kr. Pile koster fra ca. 30 kr. Langbue og tilhørende pile koster ca. det samme mens en compoundbue er noget dyrere, ca. det dobbelte og opefter.

Der skydes som ”herre” eller ”dame” og aldersmæssigt opdeles buskytterne i

Micro (-11)

Mini (12-13)

Aspirant(14-15)

Kadet (16-17)

Junior (18-19-20)

Senior (21-49)

Masters (50)

 

Herudover opdeles skytterne i klasserne 2, 1 og Elite afhængigt af deres rangering. Kørestol er i øvrigt ingen hindring for sporten som er en af de eneste hvor kørestolsbrugere deltager på lige vilkår med de øvrige deltagere.